Angst / Anxiety

De fleste af os kender til at føle sig nervøse, bekymrede eller utrygge. Det er en del af at være menneske og kan til tider også være en fordel for os, da det skærper vores sanser og gør os bedre i stand til at takle visse situationer. Nogle gange kan vi dog som mennesker opleve vedvarende angst, hvilket kan udgøre et stort problem i vores hverdag. Symptomer på angst kan være anspændthed, svimmelhed, hjertebanken, svedeture, sløret syn, bekymringer, panik og en frygt for at skulle besvime eller dø. Når vi oplever  vedvarende episoder af angst bruger vi ofte meget tid på at forudse potentielle farlige og udfordrende situationer. Når vi oplever angst har vi ofte en tendens til at overvurdere sandsynligheden for at noget farligt kommer til at ske og omfanget af faren, mens vi samtidig har en tendens til at undervurdere vores evner til handle og håndtere situationen. Da følelsen af angst kan være meget ubehagelig for os, oplever mange også en frygt for at føle angst. Dette kan ofte resultere i at vi forsøger at undgå mange forskellige situationer for at mindske risikoen for at opleve angst, men kan ofte resultere i følelse af ensomhed og isolation. Angst kan tage mange forskellige former, så som panikangst, helbredsangst, social angst, fobier og bekymringsangst. Du kan læse mere om specifikke former for angst ved at klikke på den relevante overskrift.